Månedsarkiv: marts 2014

Sol og sommertid

Nu er vi officielt kommet ind i sommerhalvåret, og det kunne ikke have været mere sommerligt vejr i dag. Sol, ingen vind og 15 grader – det er havevejr 🙂 Jeg har idag fået alle stauderne klippet ned og klippet græsset for første gang i år. Det er dejligt når haven begynder at gro og når man får fjernet de visne stauder fra sidste år så kan man rigtig se hvordan de alle er på vej op af jorden.

Jeg har også fået min Trabant hjem fra dens vinterhi – så nu kan forår og sommer bare komme.

Verdens dejligste have – for os

Så var det i går, vi skulle se os selv i tv. Sikke en mærkelig oplevelse – det er ikke sjovt at se sig selv i fjernsynet. Tilbage i august var der et filmhold fra Metronome forbi vores have og filme til programmet “årets dejligst have”. Hvordan vi har fået rodet os ud i det er en længere historie, hvor en der kender en, der kender en anden, der kender en tredje, der kender en fjerede som kender os vil høre om vi ville være med i et program om folk med en pæn have! De manglede nogle unge mennesker til programmet, så det er jo rart at vide at vi falder i den kategori 🙂 Efter lidt snak frem og tilbage blev det aftalt at de kom i august for at filme vores have. Nu har vi så set programmet og med de konkurrenter vi er oppe imod er det jo en umulig opgave, vi fik også allerede af vide samme aften som de optog programmet at vi ikke var gået videre. Det jo svært når vi er oppe imod arkitektegnede haver som har flere årtier på bage, når vi kun har haft tre år til at lave vores have. Men pyt med det vi er nemlig rigtig glade for vores have, og for os er det verdens dejligste have – vores frirum.

Så er kolonihavesæsonen igang

Så var det i dag der blev åbnet for vandet i kolonihave. Det er altid er glædens dag, fordi det betyder at nu er sæsonen for alvor i gang. Det blev dog ikke til så meget arbejde i selve haven i dag. Vi fik i stedet ryddet det gamle skur for alt indholdet, vi har nemlig besluttet at vi vil omdanne skuret til et meget tiltrængt soveværelse. Indtil videre har vi haft sovesofa i stuen/køkkenet og det bliver bare lidt trælst i længden. Ideen med en sovesofa er fin, men vi får bare aldrig slået den op til sofa, så nu skal vi have lavet et separat soveværelse.

Forårsfornemmelser

I dag har vejret vist sig fra sin bedste side og det har føltes som forår. Vi benyttede det gode vejr til at tage en tur ud i kolonihaven, hvor krokus og vintergækker kigger frem og giver farve på den brune jord. Jeg havde taget lidt mere af mit glaskunst med ud i haven, så nu er der mere glas på rio-nettet, en lille sommerfugl i stenbedet og et par små huse ved den ene terasse.